På hjul i Slovenien

Hvert år tager min veninde og jeg sydpå i en uges tid. Det er blevet en tradition. Og med undtagelse af 1 år, har vi besøgt forskellige lande. Så sammen har vi indtil videre været i Barcelona 2 gange, Berlin, Ungarn og nu Slovenien.

Det er i virkeligheden ret tilfældigt, hvor vi tager hen fra år til år. De eneste krav er at der er varmt, og muligt at finde et handicapvenligt sted. Umiddelbart lyder det jo ikke af meget.

Men nu skal du høre hvordan det gik i år.

 

På vej derned

Det er ikke en rigtig ferie, før et eller andet går i fisk. Enten glemmer jeg noget meget vigtigt herhjemme, som for eksempel opladeren til sugeren. Ellers går liften eller bussen i stykker.

Det er hårdt for min bus at køre så langt med et tungt læs. Og når man tilføjer varmen og bjergene, bliver den lidt træt. Det er dog normalvis først når vi skal hjem, at den brokker sig.

Men ikke denne gang.

Da vi nåede Østrig på vej mod Slovenien, besluttede bussen sig for at være på tværs. Vi havde lige tanket, og da vi skulle videre, ville den ikke rigtig tage fat. Vi var heldige, hvis den kom op på 60 km/t ned ad bakke. Vi holdt derfor ind, og åbnede motorhjelmen så den kunne køle af.

Det hjalp lidt, men bussen var stadig ikke helt tilfreds.

Vi nåede dog frem, og efter nogle dage købte jeg noget diesel additiv, og efterfølgende kørte den som en drøm.

 

Hvad er ‘handicapvenligt’?

En meget upræcis betegnelse, hvis du spørger mig. Er et toilet handicapvenligt, fordi der er armlæn? Hvad med os der skal bruge plads til en lift?

En væsentlig detalje er også om du bruger rollator eller el-kørestol.

Derfor har jeg en liste, jeg sender til hotellerne, for at være sikker på, at alt er i orden. Alligevel har jeg flere gange oplevet, at stederne lover mere end de kan holde.

I år var en af gangene.

Vi ankom 4 timer senere end planlagt, var trætte og sultne, og havde nær fået et sammenbrud, da vi så mit værelse. For det første kunne jeg knap nok komme ind. For det andet stod sengen i et indhak, så der var hverken plads til respiratoren eller liften. Og liften kunne i øvrigt heller ikke komme under sengen.

Nå, men så måtte vi jo ned og klage og fremvise mailen.

De kunne opgradere mig til suiten, hvis jeg betalte 180 euro ekstra. Og i vores træthed sagde vi bare ja, selvom det jo egentlig var uretfærdigt, at jeg skulle betale for deres fejl.

Dagen efter var nattevagten klar til at tage en snak med dem. Hun fik fat i chefen, og til sidst endte det med at som kompensation for den ekstra betaling, fik vi gratis aftensmad på hotellet en aften.

Og mums! Det var god mad.

Resten af tiden var hotellet rigtig godt, og min mælkeallergi var intet problem.

 

Har du set et spøgelse?

Jeg er vant til, at børn og unge indimellem kigger efter mig, så jeg lægger ikke rigtig mærke til det. Måske fordi de fleste herhjemme er gode til at glo diskret.

I Slovenien er det en helt anden sag.

Flere gange var folk ved at falde over deres egne ben, fordi de lige skulle stirre lidt længere. Og nogle kunne endda finde på næsten at gå ind foran.

Men den mest mærkelige episode, er helt klart en af de første aftener. Min veninde, hjælperne og jeg stod og snakkede. På et tidspunkt kommer der en gruppe voksne mennesker gående. Da de får øje på mig, stiller de sig 2 meter fra os, og står så bare der og glor på mig. Intenst.

 

På hjul i Slovenien

Det er altid et sats, når man besøger et nyt sted. Hvordan er forholdene og hvordan kommer vi bedst muligt rundt?

Det plejer dog altid at lykkes på den ene eller anden måde.

Vi boede i Bled, lige ved søen, så udsigten var skøn og det var hyggeligt at gå langs søen. Og med bjergene i baggrunden var alt perfekt for inspirationen. Sådan har jeg det altid, når der er bjerge i nærheden.

Bortset fra stien ved søen, var det utrolig svært at komme rundt. Der var enormt høje kantsten, trapper de fleste steder og bakker så stejle, at min bag-ende flere gange gled. Så uden min bus kom vi ikke så langt.

En af de sidste dage havde vi planer om at køre til Bohinj, og køre med en slags stor skilift. Vi havde fået at vide, at der var plads til min kørestol.

Da vi ankommer, er det umuligt at få en parkeringsplads ved indgangen. Vi skulle i stedet køre ned ad en stejl bakke og parkere dybt inde i en skov.

Jeg ville aldrig komme op derfra med kørestolen.

Næste udfordring var så, om jeg overhovedet ville kunne se ud. Der var nemlig ikke glas hele vejen ned. Men når vi spurgte, hvor høj kanten var, svarede de bare: “Ikke ret høj.”

Og hvad skal det betyde? Jeg er heller ikke ret høj.

Så vi opgav, og kørte i stedet ned til en anden smuk sø med masser af bjerge.

Noget andet jeg også elskede, var den friske luft og varme. Min krop har det generelt bedst i varmen, og samtidig var det ikke sådan at jeg sejlede i sved. Det kunne ikke være bedre.

Og takket være min nye styrpind til hagen, kom jeg rundt uden at gå i stå 117 gange. Jeg kan næsten ikke beskrive hvilken frihed den har givet mig.

 

Endnu en oplevelse rigere

Jeg elsker at rejse, og selvom der i år var mange udfordringer og det tog på energien, gør jeg det med glæde igen næste år.

Nyt år, nyt sted og nye oplevelser.

Hvor turen går hen, vides ikke. Men det bliver varmt, og uforglemmeligt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s